Center for Danske Konvertitter

Personlige beretninger fra konvertitter om deres vej til islam

30-årig søster fra Odense:

BERETNINGEN ER SKREVET I ÅR 2015.

“Jeg er ofte blevet spurgt om jeg ikke ville fortælle om min vej til Islam. Det vil jeg nu. Jeg er født og opvokset i Odense og har boet der igennem hele mit liv. Min mor er dansker og min far er tysker, jeg lærte dog først min far at kende da, jeg var omkring 24 år. I dag er jeg 30 år og snakker ikke længere med ham.

Til dagligt bor jeg alene, sammen med min søn på 7 år, i en dejlig og hyggelig lejlighed i Odense. Jeg kommer fra et meget socialt belastet hjem som endte med, at jeg blev fjernet fra da jeg var 16 år. Mens jeg boede hjemme kaldte jeg min mor nogle rigtig grimme ting og jeg slog hende også. Jeg var meget vred i mine teenageår pga. nogle ting som jeg blev udsat for i min barndom.

Det hele begyndte allerede i folkeskolen, omkring 2. klasse. Jeg var i en klasse, hvoraf der var 4 muslimer. Jeg var ofte meget sammen med en pige fra Pakistan. Vi legede rigtig godt sammen og tit var jeg med hjemme hos hende efter skole. Det jeg husker allertydeligst var når hun skulle bede. Jeg var dybt fascineret af det, og hun prøvede også at lære mig det. Selvom hun ikke selv gik med tørklæde, viste hun mig hvordan man tog det på, og vi begge rendte rundt og legede med tørklæde på. Vi blev selvfølgelig ældre, og fik hver vores egne interesser.

Som 18-årig startede jeg på handelsskole, hvor jeg kom i klasse med et sæt tvillinge-piger fra Palæstina. Vi blev hurtigt ret gode venner, og som med min klassekammerat fra folkeskolen, var jeg ofte med dem hjemme. Her var jeg også vidne til når de skulle bede. Pigerne gik heller ikke med tørklæde, men alligevel tog vi det på og jeg viste dem, at jeg godt kunne finde ud af det. Det var de meget overrasket over. Men igen, tiden gik og vi “voksede” fra hinanden og havde hver vores interesser. Desværre.

Nu gik det ned af bakke

Nu gik det virkelig ned af bakke for mig. Jeg kom ud i en masse rod. Festede fra torsdag til søndag. Begyndte at ryge en masse hash og tage meget hårde stoffer. Samtidig med det fik jeg mig en kæreste. Vi levede det vilde liv, hvor der ingen grænser var. Vi var kærester i knap fire år. Tre og et halvt år i et sandt mareridt med ekstrem vold, hver dag mere eller mindre. Det var alt fra at, blive spyttet på og til et par brækkede næser.

Jeg nåede også at blive gravid med ham, to gange. Det første barn mistede jeg i 4. måned. Jeg var enorm knust, men min daværende kæreste var ualmindelig sød, hjælpsom og omsorgsfuld. Mystisk nok, 3-4 måneder efter er jeg gravid igen. Jeg var lykkelig, men også mega bange. Bange for at miste et barn igen. Jeg var under intens lægeligt kontrol frem til 4. måned, hvor lægerne mente, at jeg havde et sundt og rask barn i maven.

Men så startede det sande mareridt igen. Min daværende kæreste, min søns far, begyndte igen at blive voldelig over for mig og meget truende. Pludselig ville han ikke have noget barn alligevel. Truede med at sparke det ud af maven på mig, han forsøgte også på det. Gudskelov smed han mig ud af hjemmet, så jeg flyttede hjem til min mor og stedfar (min baba).

14 dage inden jeg fødte min søn, sund og velskabt, fik jeg min egen lejlighed. Da jeg havde født, gjorde jeg mig rigtig mange overvejelser om at jeg skulle have ham døbt. Det blev han ikke. Min søn skulle selv vælge hans tro. Og hvorfor skulle jeg lade ham døbe, når jeg ikke selv troede på kristendommen. Allerede der, følte jeg mig forbundet til Islam. Men det var nok mest underbevidst, ellers havde jeg konverteret dengang.

Ophold på et krisecenter

Jeg fik en ny kæreste, men efter 3 år går vi fra hinanden. Min søns far begynder nu at terrorisere mig, og det ender med at jeg må flygte til et krisecenter for kvinder. Her møder jeg de skønneste kvinder i mit liv. Der er en del muslimske kvinder og også nogen stykker som er konverteret til Islam. Jeg er så fascineret af dem og fik kæmpe respekt for dem. De var så søde, rolige og afslappede, selvom at de havde deres at kæmpe med. De var sammenholdte og fik det hele til at se så fredeligt ud. De var høflige, havde gensidig respekt og enorm stor empati for andre. Og det var her jeg for alvor fik mine øjne op for Islam.

Lige siden der har jeg læst meget om Islam, og jo mere kendskab jeg fik til Islam, jo mere følte jeg hjemme i Islam. Jeg levede under samme tag med pigerne i 4 måneder før jeg flyttede i min egen lejlighed. Og selvfølgelig fandt jeg sammen med ham, som jeg lige var gået fra.

Tanken om at konvertere til islam

Efter endnu 3 år, går vi hver til sidst. Min interesse for Islam dukker igen op. Mere end nogensinde før. Ubevidst begynder jeg med ikke at spise svinekød, og så begynder jeg at tilbede Allah, på min egen måde.

Så begyndte tankerne for alvor at pege hen imod en konvertering til Islam. Det eneste der holdt mig tilbage, var hvordan familie og venner ville reagere. Det gjorde det bestemt ikke nemmere at medierne fremstillede muslimer på den måde som de gjorde/gør. Så jeg var faktisk rigtig bange for at skulle gøre det. Men lysten til at konvertere var der stadig hele tiden.

Da jeg mister min mormor i april i år tænker jeg: nu må det simpelthen være nok. Siden jeg forlod krisecenteret og mine søstre derinde var jeg ramt af det ene dødsfald efter det andet. Min morfar (blodprop) i 2011, bedste ven (hjertestop) i 2012, min moster (kræft) i 2013, min onkel (selvmord) i 2014, en nær ven (hjertestop) i 2014, endnu en moster (kræft) i 2015 og min evig højt elskede mormor (kræft) i 2015. Jeg så på ingen måder meningen med livet, og skulle jeg være en kujon ligesom min onkel og bare vælge livet fra?

Jeg takker Allah

Men igen var det som om at Allah kaldte på mig. Min mormor blev begravet 16. april og to dage efter, d. 18. april, konverterede jeg til Islam. Jeg havde det selvfølgelig enorm skidt over at have mistet min mormor, og har det også sådan i dag, men det var som om at jeg fik ro, fred, håbet og meningen med livet tilbage. I dag takker jeg Allah for at have vist mig vejen til Islam, og jeg elsker og tilbeder Ham.

29 1/2 år skulle der gå før jeg kunne kalde mig for lykkelig og være taknemmelig for det jeg ejer og har. I dag når folk ser mig, siger de: hvor ser du glad ud, hvor er det dejligt at se at du ser så lykkelig ud osv. Og det er fra folk som ikke ved, at jeg er konverteret til Islam. Jeg har været lidt bange for at fortælle folk om det, fordi jeg er bange for at miste dem. I august fortale jeg det til min mor og stedfar. I starten var de dybt rystede, chokeret og tog meget afstand til det.

I dag har de det helt fint med det, og de kan godt se at jeg ikke har forandret mig, andet end jeg er blevet meget mere glad. Jeg læser hver dag om Islam, og lytter til Koranen hver aften inden jeg går i seng. Men at være konvertit er ingen dans på roser. Der er meget at lære hele tiden. Til tider tvivler man på om man også gjorde det rigtige, men jeg ved at jeg gjorde det helt rigtige. Det er her jeg føler mig hjemme. “

23-årig søster fra København:

BERETNINGEN ER SKREVET I ÅR 2015.

“Jeg er halv iraner og halv dansker. Min mor er kristen, og min far har aldrig rigtig været praktiserende. Derfor var jeg opdraget i en kristen familie, hvor vi satte de gode værdier meget højt.

Min mor og far har altid lært mig, at man skal være god over for alle mennesker, acceptere alle, generelt gå efter De 10 Bud, og følge det som Jesus (fred være med ham) gjorde.

Jeg havde aldrig forstillet mig, at der faktisk skulle komme en dag, hvor jeg valgte at tage islam til mig.

Jeg har altid haft mange veninder der kom fra forskellige lande, som var muslimer. Nogle gange af ren nysgerrighed, spurgte jeg ind til det, hvor jeg blev meget betaget af det. Men jeg lod det være igen. Jeg vidste godt hvordan min familie havde det med Islam, de så det ikke som denne her fredelige religion. De så jo desværre alle de ting som blev sagt i medierne om muslimerne.

Da min far flygtede fra Iran, havde regeringen gjort alt det man ikke burde gøre i Islam, så min far tog mere afstand til det, efter alt det han så dengang. Så jeg turde ikke rigtig fortælle dem, at jeg faktisk var interesseret i islam. Jeg læste mere og mere omkring islam på nettet, og jeg kunne se flere ting der gav mening.

I 4 år, var jeg splittet omkring hvad jeg skulle gøre. Jeg var så bange for at indrømme over for mig selv, at islam var det rigtige. Jeg tror at jeg var bange for hvad min familie nu tænkte. Jeg fortalte min bedste veninde, som selv var muslim hvad jeg følte. Hun blev meget rørt, og hun gav mig som en gave islam guiden, som jeg kunne læse. Det var den bog, der var med til at få mig til at konvertere.

Kristendommen og Islam har mange af de samme værdier. Islam var en fredelig religion, ligesom kristendommen. Men jeg fandt ud af, at der var en profet efter Jesus, og det var Profeten Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Jeg var fascineret over hans historie, og blev næsten forelsket i hans være måde at være på.

Mellem mig og Gud

Da jeg havde truffet mit valg om at det var islam jeg skulle konvertere til, tog jeg min mobil frem og begyndte at sige trosbekendelsen for mig selv. Der var ingen der vidste det, for jeg følte det var mellem mig og Gud. Jeg fortalte det til meget få, at jeg havde valgt at blive muslim, og efter nogle uger så sagde jeg det også til min familie.

Deres reaktion var lidt som jeg havde forventet. De blev kede af det, og min mor begyndte at græde, men jeg tror det var mest pga. chokket. Hun havde ikke lige regnet med det, når hun havde opdraget mig som en kristen. Jeg tror at hun var bange for, at jeg skulle ændre mig, og blive en helt ny person.

Men det skulle jeg jo ikke. Jeg ville jo være den samme, og dette skulle kun gøre mig til en bedre person.

Jeg forsikrede hende om disse ting og at jeg ikke gjorde det for andre end mig selv. Jeg tror at hun var bange for, at jeg gjorde det for en fyr jeg var sammen med. Men jeg kan ærligt sige, at det var mig selv der havde truffet det valg. Der var ingen der havde presset mig, og det er derfor jeg tror at jeg gjorde det. For det kom fra mig selv. Det tog flere år, men det var min vej.

Min mor sagde til mig, at det selvfølgelig er mit eget valg. Efter dette tog jeg til moskéen sammen med en søster, og sagde trosbekendelsen offentligt over for en imam, og jeg begyndte at græde lige efter. Ikke fordi jeg var ked af det, men fordi jeg følte mig lettet.

Der er flere gange, hvor jeg har haft det så hårdt og grædt over de mange udfordringer, som jeg havde med min familie omkring mit valg. Men jeg fandt også ud af, at det er der man virkelig skal holde fast på det man tror på.

Jeg har nogle fantastiske søstre som hjælper mig meget, tager mig til moskéen og lærer mig om islam. Og på denne måde, er jeg mere og mere sikker på, at det her var det rigtige valg.

Mit råd til alle der står i en situation, er at de skal gå efter hvad de tror på. Gud vil altid hjælpe dig, og din familie elsker dig. De ønsker dig kun det bedste, og det kan være at de accepterer dit valg med det samme, eller at der går længere tid. Men det handler om dig og dit liv. Må Allah hjælpe os alle ameen”

29-årig søster fra København:

BERETNINGEN ER SKREVET I ÅR 2015.

”Jeg var rigtig længe om at konvertere, eftersom jeg gik med tanken i over 10 år – hvis ikke mere.
Jeg er opvokset blandt muslimer og har derfor oplevet islam tæt på. Mit indtryk var, at det var rigtig gode mennesker, med et godt hjerte. De havde en indre ro, og jeg forstod faktisk ikke, at man som kristen ikke nødvendigvis havde det sådan.

Jeg valgte at få information fra venner og bekendte som var muslimer. Men det var indviklet. Alt efter hvilken nationalitet de havde, var der altid forskellige holdninger og meninger.

Først da jeg var 29 år, fik jeg besøgt en moské for første gang og valgte at konvertere – det var en kæmpe lettelse. Efterfølgende har jeg kun oplevet positiv respons fra venner og familie. De havde dog også set det komme.

De negative konsekvenser har været med mine børns far. Vi gik fra at snakke normalt sammen, til nærmest at være fjender da jeg tog tørklæde på. Og min elevplads vil heller ikke acceptere tørklædet på arbejdet.

Men jeg er glad for min beslutning, og har det godt med mit valg.

Hvis jeg skulle give et godt råd, ville det være ikke at vente med at konvertere så længe som jeg gjorde. Da jeg var alt for perfektionist og ville være et godt og fejlfrit menneske, inden jeg konverterede, hvilket man aldrig bliver.
Jeg ville ønske jeg var begyndt at komme i moskéen længe før, og lære alt det jeg er i gang med nu”.

22-årig søster fra Fyn:

BERETNINGEN ER SKREVET I ÅR 2015.

“Jeg vil gerne fortælle min historie. Jeg håber at kunne inspirere muslimske brødre og søstre, såvel som ikke-muslimer.

Jeg er vokset op i en dansk familie, med en far som alkoholiker og en mor som fandt sig i for meget.

Da jeg var 8 år gammel, blev de skilt. Vi flyttede fra min far, som boede på Fyn, til Sjælland hvor min mor mødte en anden mand. Han var også alkoholiker.

Jeg havde et sted at bo, men det var så ustabilt og der var ingen tryghed. Min mors nye kæreste var meget grov både fysisk og psykisk, hvilket også gjorde at jeg begyndte at udvikle mig i den forkerte retning. Men jeg vidste ikke bedre. For et lille barn kan ikke opdrage sig selv, det er jo en af de ting man har sine forældre til.

En svær barndom

Jeg blev mobbet meget i skolen, fordi jeg havde aldrig det som de andre havde. Jeg havde aldrig lavet lektier, fordi der var der heller ikke nogen som kunne hjælpe mig. Men selv om jeg blev mobbet så meget, var det alligevel mere trygt for mig at være på skolen.

Jeg var bange når jeg havde fri, bange for at skulle hjem til min stedfar. Så bange at jeg ofte tissede i mine bukser på vej hjem. Det blev værre og værre. Og jo ældre jeg blev, jo mere vred en pige udviklede jeg mig til. Jeg begyndte at opholde mig i det forkerte selskab. Men det var rigtigt for mig dengang, fordi det var et selskab, som havde det på samme måde som mig derhjemme.

Da jeg var 14 år kom jeg på kostskole, og da jeg var 16 år kom jeg på opholdssted. Jeg har prøvet at finde ro i mange år, og prøvet at finde hjælp til at bearbejde alle de ting jeg har været udsat for, men det lykkedes aldrig hos psykolog eller noget som helst. Jeg fik diagnosen PTSD (Post Traumatisk Stress Syndrom), og syntes at jeg lige så godt kunne opgive mit liv.

En dag var jeg på internettet, og prøvede at finde artikler om, hvad man kunne gøre for at få det bedre med sig selv. Da jeg læste at en kvinde havde konverteret til islam, og havde fundet alt det hun længe havde søgt efter, så begyndte jeg at læse om islam. Jeg sad vågen hele natten, og læste og læste, og så blev jeg ramt!

Mødet med islam

Jeg følte en ubeskrivelig varme og gåsehud igennem hele min krop. Jeg havde aldrig før haft den følelse, så jeg vidste at det helt bestemt var noget jeg skulle læse videre. Jo mere jeg læste, jo mere ro følte jeg. Jeg begyndte at læse Koranen, selvfølgelig på dansk, så jeg kunne få en forståelse. Og så blev jeg enig med mig selv – at nu skal jeg konvertere.

Men jeg var bange for min families reaktion, så det tog mig meget lang tid at gøre det. Men jeg gjorde det! Alhamdulillah (”Al lovprisning og tak tilkommer Allah”).

Hold dig ikke tilbage

Et godt råd til alle der står i samme situation, som er bange for at konvertere til islam – så hold dig ikke tilbage! Du ved aldrig om du vågner i morgen, så få det gjort hurtigst muligt, og jeg vil garantere dig, at du vil være så tilfreds med dig selv. Og at skulle fortælle det til din familie, kan være Allahs første test til dig.

Jeg er så taknemmelig for at Allah har givet mig denne chance for at blive muslim, og så i Ramadan-måned, og jeg har aldrig før følt mig så elsket!
Efter jeg er blevet muslim, har jeg ro i mit hjerte, i min krop og i min sjæl. Jeg vågner op med et smil, og jeg går i seng med et smil. Og jeg føler mig LYKKELIG!”

19-årig søster fra Østsjælland:

BERETNINGEN ER SKREVET I ÅR 2015. 

“Jeg har altid været sammen med muslimske venner, og har altid været meget interesseret i religion. Da mange af mine veninder var meget religiøse, var de gode til at fortælle om Islam hvis jeg havde spørgsmål.

Jeg er opvokset med en familie, som var meget troende Jehovas Vidner. Min far er opvokset kristen, men valgte efter at han havde mødt min mor at studere Jehovas ord, og derefter at blive et vidne.

Jeg er altid vokset op med, at der har været noget mellem himmel og jord, men har aldrig følt at det jeg var opvokset med var det rigtige. Jo ældre jeg blev, jo mere mistede jeg interessen for det jeg var vokset op med.

Så da jeg som 15-årig blev ufrivilligt gravid (uden at få barnet), og som 16-årig blev udsat for et overgreb, gik mit liv i stå. Jeg havde brug for svar. Derfor begyndte jeg at snakke med mange af mine muslimske veninder, og de lærte mig en masse. Jeg begyndte at studere mere og mere hver dag, og for hvert spørgsmål jeg havde, fik jeg svaret i Koranen. Jeg blev mere og mere bevidst omkring at Islam var den eneste sande vej, og til sidst sagde jeg trosbekendelsen. Alhamdulillah (”Al tak og lovprisning tilkommer Allah”).

Jeg var bange for deres reaktion

Jeg havde mange tanker om, hvorvidt jeg skulle tage skridtet mod Islam. Jeg var bange for hvordan min familie og min omgangskreds ville reagere. Jeg var bange for hvordan at andre ville se på mig, hvis de fandt ud af at jeg var blevet muslim.

Jeg fortalte det faktisk til mine forældre over SMS. Jeg valgte at vente med at fortælle dem det til der var gået omkring to måneder. Jeg sendte en sms til min far, og han blev faktisk ret gal. Han bad mig om at tage et valg. Han bad mig vælge Islam, eller vælge min familie. Jeg kan huske at alting stod stille, da han sagde de ord til mig. Inderst inde vidste jeg jo godt hvad jeg ville svare. Men det var alligevel hårdt at skulle vælge sin familie fra, frem for en religion som de i det hele taget intet kendte til.

Da jeg havde valgt Islam, bad min far mig en dag efter skole om at hente mine ting og så blive væk. Jeg boede skiftevis hos min veninde, på hotel eller hos min farmor (som selv havde været det igennem, da min far skiftede fra Kristen til Jehovas vidne). Efter noget tid tog jeg hjem til mine forældre og vi fik snakket ud, og alhamdulillah (”al tak og lovprisning tilkommer Allah”) alting er godt nu.

Hvad angår vennekredsen mistede jeg mange på det. Rigtig mange kunne ikke være venner med mig mere, fordi jeg nu begyndte at tage afstand fra en masse ting.

Men i sidste ende er Allah subhanahu wa ta’ala (”Den Storslåede og Den Ophøjede”) Den eneste, som jeg har brug for”.

24-årig søster fra Storkøbenhavn:

BERETNINGEN ER SKREVET I ÅR 2015.

“Jeg er 24 år gammel og dansk konvertit, jeg konverterede i februar måned og er så glad for min beslutning. Vil gerne fortælle jer lidt om min historie..

Jeg er vokset op i en dansk familie med forældre som er skilt, jeg har altid boet hos min mor sammen med mine søskende, og så besøgt min far ca. hver anden weekend.
Jeg har altid haft det lidt svært i skolen med venskaber, og var helt overbevist om at der var noget galt med mig siden jeg ikke havde den største vennekreds. Men da jeg gik ud af folkeskolen begyndte jeg at stifte nye bekenskaber, jeg begyndte at snakke meget med en pige fra Tyrkiet og en anden fra Pakistan.

De to veninder introducerede mig for mange andre danskere med anden etnisk herkomst, og jeg følte mig pludselig ikke, ikke så upopulær mere, jeg fik lige pludselig mange venner som alle var udlændinge. Jeg lagde hurtigt mærke til det sammenhold der var mellem muslimer, det var noget jeg ikke havde set før, de havde så meget kærlighed til hinanden og der var plads til alle.
Jeg følte mig endelig tilpas og havde mange venner omkring mig og blev næsten også en del af familien hos mine to veninder, da vi sås så ofte.

Jeg ville undersøge islam selv

Så en dag var jeg til noget familiekomsammen i min fars familie, og under festen blev der snakket meget grimt om muslimer og udlændinge, og det gjorde så ondt inde i mig at jeg ikke kunne forsvare mine venner, fordi jeg følte det var dem de snakkede om da de generaliserede.Så jeg besluttede mig for at studere lidt om Islam, for at finde ud af om alt det min familie sagde om muslimer var rigtigt, og hvis ikke hvordan jeg så kunne forsvare dem hvis situationen opstod igen.

Påvirket af medierne

Jeg fandt så hurtigt ud af at min familie bare var påvirket af medierne og faktisk ikke rigtig vidste noget om det de snakkede om, så til næste familiekomsammen da emnet igen landede på muslimer og terrorisme osv blev det for meget for mig, og jeg begyndte at fortælle dem at de var helt forkert på den, og at de ikke skulle snakke om noget de ikke vidste var rigtigt og ikke skulle generalisere. Også fik jeg lukket munden på dem, fordi jeg havde svar på alle de spørgsmål de spurgte mig om, så nu havde jeg fået forsvaret mine venner og havde det meget bedre med mig selv.

Nogle år efter begyndte jeg på en uddannelse hvor jeg mødte min nuværende forlovede, hver gang vi arbejde sammen i gruppe og havde projekter snakkede han en del om Islam, og den måde han fortalte mig om Islam på gjorde mig endnu mere interesseret i hvad det handlede om, fordi han havde så meget kærlighed og stolthed i hans stemme når han snakkede om Islam og om at være muslim. Så jeg begyndte at spørge ham om alle mulige forskellige ting indenfor Islam, og jeg blev kun mere og mere overbevist om at der måtte være en Gud, og jeg var helt sikker på at det var Allah. Så jeg tilmeldte mig en masse islamiske grupper på Facebook, og lagde så et opslag hvor jeg søgte om hjælp til undervisning og mere viden indenfor Islam.

På ca. en halv dag havde jeg fået omkring 20-30 henvendelser fra forskellige piger/kvinder som ville tilbyde sin hjælp. Jeg var helt overvældet af glæde, fordi der var så mange som ville hjælpe mig, og få dage efter mødtes jeg med nogle andre konvertitter, og en underviser fra en moské. Jeg snakkede med dem i ca. 1-2 timer hvor de fortalte om de basale ting vedr. Islam, og kom med en masse klare beviser og mirakler som så gjorde at jeg blev 100% overbevist om at Islam var sandheden, og derefter sagde jeg trosbekendelsen og brød straks ud i tårer, da jeg følte en kæmpe byrde blev fjernet fra mit bryst. Jeg følte mig så lykkelig og velsignet, og vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, jeg kunne bare mærke indeni at det her var begyndelsen på noget stort.

Siden den dag har jeg så fået privat undervisning derhjemme, og senere hen i moskéen, og været til forskellige arrangementer alle mulige steder, og selv nu næsten et år efter at jeg konverterede har jeg stadig den lykkefølelse i hjerte som jeg fik den dag jeg sagde trosbekendelsen. Nu har jeg så endnu flere muslimske veninder og jeg nyder hver dag at tænke på at jeg er muslim, og jeg er en del af en kæmpe familie.

Jeg havde altid troet at der var noget galt med mig, siden jeg ikke havde så mange venner i min folkeskoletid, men jeg fandt jo så ud af at det var fordi at jeg tænkte anderledes og interesserede mig for andre ting end dem jeg gik i skole med. Så nu føler jeg mig endelig hjemme og accepteret for den jeg er, nemlig muslim.

Et godt råd til andre som måske overvejer at konvertere, men måske ikke tør tage skridtet eller bare føler at de vil have endnu mere kendskab til Islam: Jeg studerede i mange år, og følte hele tiden at jeg skulle lære mere om Islam inden jeg konverterede, og jeg var bange for at jeg ville blive en helt anden person og at der ville ske alt for mange nye ting i mit liv. Men det gik hurtigt op for mig at jeg er præcis den samme person som før, bare meget klogere indenfor Islam nu, og jeg er mere lykkelig nu end jeg har været før. Så spring ud i det og tro mig, I vil ikke fortryde valget om at blive muslim, fordi når I endelig får sagt trosbekendelsen så kan I mærke i jer selv, at det er det bedste I nogensinde har gjort.”

19-årig søster fra København:

BERETNINGEN ER SKREVET I ÅR 2015.

“Jeg har det sidste cirka halvandet år, godt vidst at før eller siden ville jeg konvertere. Interessen for Islam steg for ca. 3 år siden i takt med at jeg mødte flere muslimer i min hverdag og i takt med at medierne ofte skabte forvrængede billeder af muslimer og Islam.

Jeg blev for første gang officielt præsenteret for Islam, da min gode veninde tog mig med til Islam-undervisning. Efter den ene gang, blev det nærmest en vane at tage med hver tirsdag aften hvor der var undervisning. Det er svært at forklare hvad der vakte interessen i mig. Jeg har altid forholdt mig forholdsvis neutralt mht. religion, men jeg synes det var enormt inspirerende at møde nogen, der helt oprigtigt troede på Gud og rent faktisk praktiserede det i deres liv.

Kristendommen var, for mig, en ret opgivende religion, da man principielt ikke rigtig kan gøre noget i dette liv for at opnå paradiset. Mennesket er afhængig af arvesynden og kan derfor ikke gøre noget selv, men må bare vente på at Jesus (fred være med ham) kommer og redder menneskeheden. Dette gav ikke mening for mig. Det gav mening for mig, at man i Islam selv kan gøre noget for at opnå paradiset. Det motiverer netop mennesket til at gøre gode gerninger og passe på sig selv og andre, så man ikke bare vandrer rundt i en tilstand af at man tror man er for svag til at gøre noget selv, og at ”det hele bare kan være lige meget”.

Tankerne om Islam kom og gik i lang tid for mit vedkommende. Det ene tidspunkt tænkte jeg ”NU vil jeg konvertere!” og det andet tidspunkt var jeg på vej i byen for at drikke mig ”i hegnet”. Men tankerne om Islam og om at konvertere kom hele tiden tilbage til mig. Og altid stærkere end nogensinde før. Derfor vidste jeg også godt, at jeg ikke bare kunne ignorere dem.

Jeg sagde Shahada (trosbekendelsen) højt for mig selv en sommernat i juli, efter jeg havde fundet ud af at en nær veninde havde gået med de samme overvejelser næsten samtidig med mig, de sidste 2-3 år. Det fik mig til at indse at det var nu eller aldrig. Ellers kunne jeg snildt være gået tre år mere med disse overvejelser, men aldrig få gjort noget ved dem fordi jeg bl.a. frygtede folks reaktioner.

Det var hele tiden min plan at jeg ville konvertere ”ordentligt” med en imam og nogle vidner. Jeg kom i kontakt med nogle søstre, og kontaktede en moské for at lave en aftale – men det blev aldrig rigtig til noget.

Men da jeg, et par måneder efter, kontaktede CFDK (Center For Danske Konvertitter) fik jeg lige præcis den hjælp jeg havde brug for. Jeg kom til samtale hjemme hos en søster, hvor vi fik vendt og drejet nogle af de udfordringer en konvertit kan møde. Derefter aftalte vi at finde en dag hvor jeg kunne konvertere offentligt. Hun sørgede for det hele, hvilket var så rart da man ikke rigtig ved hvad man skal gøre som ny muslim.

Konverteringen gik rigtig godt, og jeg var så lykkelig og glad indeni. Imamen tildelte mig det smukke navn Abidah, hvilket betyder ”tilbeder”. Det var den bedste dag, og den bedste følelse man overhovedet kan forestille sig. Det føltes helt rigtigt. Jeg er evig taknemmelig for CFDK, og vil opfordre alle der har en interesse i Islam eller overvejer at konvertere at kontakte dem. I vil ikke fortryde det!

Et kæmpe plus ved CFDK er at de ikke er tilknyttet en bestemt sekt eller organisation, hvilket gjorde at det føltes helt rigtigt for mig at være i kontakt med dem. De har virkelig øget min tro i en sådan grad, at det næsten føles som om jeg ikke var troende (nok) før jeg kontaktede dem. Jeg har fundet mit ståsted i Islam hos dem, og jeg kan på ingen måde undvære dem nu.”

34-årig søster fra Jylland:

BERETNINGEN ER SKREVET I ÅR 2015.

“Som 24-årig var jeg nået til et punkt i livet, hvor alt virkede formålsløst.

Jeg havde prøvet så meget i mit liv, og i en tidlig alder blev jeg ansvarlig for mit eget liv. Jeg havde levet som jeg ville, rejst, prøvet så mange glæder, men pludselig begyndte livet at miste sin glans.

Det hele begyndte at virke så meningsløst, alt var tilfældigt. Og jeg begyndte at blive mere og mere deprimeret.

Hidtil havde jeg levet et ateistisk liv, og forkastet alt hvad jeg ikke kunne se med mine øjne. Jeg voksede op med skolens, samfundets og videnskabens syn på tingene. At det er uintelligent at tro på dét som man ikke kan se, så jeg havde alle dage forkastet religionernes fortællinger om formålet med livet. Dér ville jeg ihvertfald IKKE lede efter mening. Stødt voksede min frustration, min utilfredshed, og folk omkring mig begyndte at blive påvirket af min negativitet. Tingene løb af sporet, og jeg begyndte at blive ensom.

Jeg var på besøg hos min mor en dag, og hun var også begyndt at blive træt af min negativitet og frustration. Jeg sad på altanen i solen, det var en forårsdag, men på trods af at være badet i varmt solskin var mit indre bare én stor knude af mørk håbløshed og irritation. Hun prøvede at opmuntre mig, men jeg kunne ikke smile. Idet hun rejser sig for at gå ind, siger hun: “Altså, Profeten Job mistede meget mere end dig, men stadig var han tilfreds!” ..

Fra et lille hjørne af min hukommelse fremtoner sig historien om en rig mand fra bibelsk tid, der mistede alt og blev syg, men stadig var taknemmelig, fra religionsfaget i folkeskolen. Jeg kaster det væk, det passer jo ikke, de historier kan man ikke tro på, hvem siger de overhovedet har eksisteret?

Jeg ryster på hovedet, er faktisk lidt harm. Okay, lad os for et split sekund sige, at sådan en person har eksisteret. Han er rig, han har alt, ejendomme, karriere, velstand, sundhed, en kæmpe lykkelig familie, alt kører bare på skinner. Selvfølgelig er sådan en person da lykkelig, tænker jeg. Det ville jeg også være. Men pludseligt går det helt galt, alt går tabt, virksomheden lukker, familien dør, og så er man tilbage stort set alene, selv sundheden er gået af fløjten, man lider i smerter. Stadig skulle han så have den samme glæde, tilfredshed, optimisme og vitalitet som før? Hvordan kan dette lade sig gøre?

Hvis sådan en person skulle have eksisteret, så har han mistet meget mere end den smule jeg i sammenligning havde og mistede, hvordan kan det lade sig gøre at han var lykkeligere end jeg? Hvad var det denne person havde der gjorde at der ikke var nogen forskel i disse to tilstande, rig og fattig? Hvilken slags sindstilstand må han have været i, og hvordan havde han opnået den mon? Hvad havde han som jeg ikke har?

Tro, er nok svaret, tænker jeg. Han måtte have haft tro. For det har jeg ikke. Jeg er så træt af at være deprimeret, usikker, utilfreds. Jeg har prøvet så meget der ikke har virket. Jeg har oplevet så meget skuffelse og smerte, at jeg ikke kan se hvad jeg skulle miste ved at prøve tro, går det op for mig. Så jeg beslutter mig for at lære noget mere om tro.

Jeg får fat i en Bibel, for jeg husker at have lært i folkeskolen at Biblen er Guds ord. Men det er ikke meget jeg får ud læsningen. Sproget er fra en anden tid, jeg forstår ikke de fleste gammeldags vendinger, aner ikke engang hvordan den skal forstås, hvem er fortælleren? Hurtigt finder jeg en moderne omskrivning, der fortæller Biblens historier i et nutidigt sprog, og der læser jeg smukke historier om gode mennesker, om respekt, og næstekærlighed.

Tårerne løber

Men jeg tror ikke på de historier. Jeg tror ikke på at de mennesker har eksisteret, at Jesus har eksisteret, men på trods af det løber tårerne når jeg læser hvordan han skulle have hjulpet alle de mennesker der ingen og intet havde, hvor medmenneskelig og respektfuld han skulle have været. Jeg bliver rørt af fortællingerne om alle de fromme mennesker der i en tid præget af ulighed, fattigdom og håbløshed finder vilje og styrke til at gøre en forskel for andre. Forestillingen om at mennesker engang var så smukke og gode, al den kærlighed der er midtpunktet rører mig. Og dette gør at jeg fortsætter med at læse, på trods af at jeg ikke tror.

Efterhånden som jeg læser mig igennem kommer der dog punkter hvor min fornuft igen understreger umuligheden af tro. For der er ting som ikke kan sammenholdes med videnskaben, eller som bare ikke giver mening slet og ret. Eksempelvis står der ét sted at Jesus er et menneske, et andet sted at han er Guds søn, der kommer forvirrende beretninger om tre-enigheder, efterhånden kommer der flere og flere punkter der bare gør at jeg ikke kan tage det for gode varer. Jeg dropper Biblen.

Jeg låner en Koran fra biblioteket

Mørket vender tilbage. Jeg er håbløs. Hvad så nu? Biblen var dét som jeg betragtede mig nærmest i form af tro da jeg er vokset op blandt (kultur-)kristne. Det næst-nærmeste må vel være Koranen, når nu der er så mange (kultur-)muslimer omkring mig, tænkte jeg. Jeg undersøger det en smule og finder ud af at muslimer faktisk tror på profeterne fra Biblen og Torahen, at de tror på at de er sendt fra samme Gud, og at Koranen skulle være den “seneste opdatering” hvad angår tro.

Dette er noget nyt for mig, for jøderne afviser Biblen, og de kristne afviser Koranen. Muslimer afviser ingen, men mener bare at det er den seneste version man skal forholde sig til. De tror på at det er den samme Gud der har talt til mennesket igennem forskellige tider. I mine øjne virker dette som en fornuftig tilgang, så jeg låner en Koran på dansk fra biblioteket.

Koranen, Guds ord direkte til mennesket

De første par sider fatter jeg intet af, jeg forstår ikke hvem afsenderen er, hvad der tales om. Der er nogle historier om nogle jøder, og så er der ellers igen en del udtryk og vendinger jeg intet forstår af. Men jeg læser videre. Pludselig kommer der et vers engang i mellem der siger noget, som får mig til at tænke. Der bliver i så få ord udtrykt en alviden, en erkendelse så dyb, at jeg begynder at undre mig over hvilket slags menneske der må have skrevet det, specielt når man tænker over at det er ca. 1400 år siden det blev nedfældet.

Jeg undersøger nærmere, og finder ud af at det ikke er et menneske der som fortæller har forfattet Koranen (som i tilfældet med Biblen), men at det skulle være Guds egne ord direkte til mennesket. Så jeg sidder med et overnaturligt væsens ytring til mennesket i hænderne..? Jeg er splittet. Det er en stor mundfuld, når man hele livet har betragtet sig selv som værende evolutionens top.

Koranens mirakler

På internettet finder jeg ud af at der i Koranen er passager der videnskabeligt beskriver ting som man uden teknologi ikke kunne have vidst dengang, fx et fosters udviklingsstadier i livmoderen, Jordens form som ikke helt rund men oval som et strudseæg, månens buede bane om Jorden, hvordan bjerge egentlig er plantet som pløkker i jorden, alle mulige videnskabelige beskrivelser som gør at jeg virkelig begynder at stille spørgsmålstegn ved alt hvad jeg har lært om livet. Jeg er i vildrede.

En aften beslutter jeg mig for at prøve at bede en bøn. Jeg synes at huske at muslimer åbner deres hænder når de beder, så det gør jeg, og siger nogenlunde dette:

“Kære overnaturlige væsen. Jeg er rimelig overbevist om at jeg på egen hånd nok ikke vil kunne komme til klarhed om hvorvidt du virkelig eksisterer, for ellers havde jeg jo nok allerede gjort det. Åbenbart er det ikke sådan det fungerer. Så derfor beder jeg dig, hvis du eksisterer, så led mig til sandheden. Der er meget derude i livet som går for at være sandheden, jeg vil aldrig være i stand til at kunne skelne, så jeg beder dig om at guide mig dertil hvor sandheden er, og skænke mig tro på dig hvis du eksisterer. Tak.”

Islam er sandheden

Jeg fortsætter med at læse i Koranen, og en dag læser jeg nogle vers hvor Gud omtaler sig selv som værende vor Herre, som bare automatisk får mig til at gøre knæfald. Min krop smider sig selv på gulvet i accept, og min indre stemme fortæller mig at DETTE er sandheden, at jeg skal følge DETTE! En kæmpe følelse af lettelse overgår mig. Og jeg føler at et nyt kapitel er ved at begynde for mig..

Dette er nu 10 år siden, og jeg er så taknemmelig for at Allah åbnede mit hjerte for Islam. Mit liv har ikke været det samme siden.”

21-årig søster fra Østjylland:

BERETNINGEN ER SKREVET I ÅR 2016.

“As-salamu ‘alaykum wa rahmatu Llahi wa barakatuh.
Her kommer der en (måske lidt lang) fortælling om min vej til islam. AlhamduliLlah. Måske den kan få nogle til at reflektere.

Ved faktisk ikke om man kan sige, at mine øjne blev “hemmeligt” åbnet, da jeg var en lille pige og gik i folkeskole. Jeg gik på en skole, hvor der gik rigtig mange udlændinge, hvilket betød at jeg dermed også fik mange udenlandske venner. Faktisk var jeg den eneste dansker i min klasse på et tidspunkt. Jeg har altid været blandt folk med en anden kultur end den danske, og måske er det derfra min interesse for islam senere hen startede?

Da jeg var en lille pige var jeg på ingen måder interesseret i islam, men noget som jeg syntes var interessant var bl.a. de muslimske kvinders flotte tørklæder, andres kulturer, det arabiske sprog, og bedst af alt: fællesskabet og den gode gæstfrihed som jeg altid mødte. Husker ikke selv hvordan den her proces startede, desværre. Men tænker at min barndom kan have haft en betydning for min senere interesse og søgen.

For to år siden flyttede jeg til Århus, væk fra alle mine venner og min familie. I min tid heroppe er mine øjne blevet åbnet helt vildt for hvad islam egentlig er. Jeg fik nye venner, og sjovt nok klikkede jeg bedst med muslimerne, fremfor med ikke-muslimerne. Så måske det også har skubbet mig mod sandheden? Det ved jeg ikke, men vigtigst af alt så begyndte jeg for alvor at stille spørgsmålstegn ved en helt masse ting. Hver gang jeg stødte på en tanke, skrev jeg det ned i min mobiltelefon, så jeg kunne udspørge en muslim om svaret, og gæt engang – jeg fik svar på ALLE mine gode såvel som tåbelige spørgsmål. Jeg var fascineret.

I et par år efterhånden – ikke blot de to år jeg har boet i Århus, men også år før det – har jeg været interesseret, men på trods af interessen og troen på en masse, stod jeg stadig med spørgsmålet “Bliver jeg nogensinde muslim?” Jeg var overbevist om Allah, jannah (Paradis), jahannam (Helvedet) osv, men følte stadig ikke at det var Islams fold jeg skulle indtræde.

Årene og månederne er senere hen passeret, og jeg er blevet klogere på en hel del. Jeg begyndte at mærke en vrede hver gang min familie, venner eller nogle andre snakkede grimt om Islam – jeg følte en eller anden forsvarsmekanisme..? Så jeg var altså virkelig begyndt at elske Islam og forsvare det.

Tiden gik, og jeg begyndte at bekymre mig for ikke at kunne NÅ at blive muslim? Jeg havde sågar søvnløse nætter hvor jeg bare lå og græd, fordi jeg var bange for ikke at kunne nå at sige min shahada. Det var så uhyggeligt, Subhana Llah.. Så kan spørgsmålet være “jamen hvorfor sagde jeg så ikke bare shahada når jeg var overbevist og ovenikøbet var bange for ikke at nå det??”
Svaret som mange – især konvertitter – kender til er, at jeg var bange for min families reaktion, og så var jeg fokuseret på de fremtidige ting jeg ikke måtte hvis jeg konverterede osv..En masse ting spillede altså ind over.

Pga. alle disse forstyrrende tanker og bange anelser hver evig eneste dag vidste jeg at spørgsmålet om jeg nogensinde ville konvertere, ikke længere var et spørgsmål, men et spørgsmål om HVORNÅR jeg turde springe ud i det. Jeg var nu 100% overbevist. Der gik ikke én dag hvor jeg ikke tænkte på Islam. Men hvad nu med familien? Hvad med alle de ting jeg ikke må længere? Og HVAD skal jeg dog sige og gøre når der bliver serveret svinekød på tallerkenen!? Det var DÉT der holdte mig tilbage i rigtig rigtig lang tid til sidst.

For nogle uger siden, fik en søster mig til at tænkte mig godt om. Hun fik mig på en eller anden måde til at tænke at “Hey, jeg ér faktisk muslim inde i mit hjerte, jeg har bare ikke sagt min shahada endnu. Hvad er det seriøst jeg venter på?? Dét der holder mig tilbage er en masse dårlige tanker, men de dårlige tanker kommer fra shaytan (satan). Skal han have lov at vinde?? NEJ!”

Derfor sprang jeg ud i det og satte en dato for min konvertering (d. 4. september 2015). ALHAMDULILLAH (takket være Allāh)!
Og jeg er SÅ lettet, og så lykkelig for endelig at have gjort det! Føler mig så godt tilpas, at alle mine bekymringer osv. bare kan komme an Og spørgsmålet kan være “Var mit hjerte og mine øjne nogensinde blevet åbnede hvis jeg var vokset op med en masse ikke-muslimer, byture osv.?”
Svaret er ja – der er aldrig nogen der har tvunget mig til det. Der er aldrig nogen der har givet mig gode idéer eller sagt “læs lige den her bog”. Sandheden er, at det her valg først og fremmest kommer fra Allah Subhanahu wa Ta’ala, og dernæst fra mit hjerte, mine åbne øjne og mine omgivelser.

Derudover har jeg selvfølgelig haft en masse dejlige søstre som har hjulpet mig gennem alle mine besværligheder. Søstre der har hjulpet mig, guidet mig og svaret på ALLE mine umulige spørgsmål.

Til de der tænker på at konvertere eller til nye konvertitter og muslimer som står stille ved et valg, så er mit bedste råd: SPRING ud i det! Grib muligheden for at konvertere eller for eksempel begynde med tørklædet eller hvad det nu end kan være som Allah ønsker for dig, fordi hvad nytter det at vente? Hvis din familie eller venner vil blive sure, så lad dem – de bliver gode igen med tiden. Med masser af dua (bønner) skal alting nok gå, også selvom nogle i din familie vender dig ryggen til at starte med pga. et hvilket-som-helst valg du tager.

Med hensyn til min familie og venner, så har dem der har hørt det reageret forskelligt. Alle mine bekymringer jeg havde til folks reaktioner osv., det viste sig at være så meget bedre end forventet (i de fleste tilfælde). Havde forestillet mig at mange ville smide mig ud og halshugge mig, men alhamduliLlah (takket være Allāh), de tætteste fra min familie som ved det har accepteret det, selvom de ikke forstår en dyt. Nogle venner har dog cuttet mig. Men som man siger: “Du mister noget som Allah ved ikke er godt for dig, og Han sørger for at du får bedre end det.”

Må Allah Subhanahu wa Ta’ala gøre det let for alle andre søstre og brødre der sidder derude og ikke tør tage skridtet ligesom mig, og må Allah Subhanahu wa Ta’ala belønne alle der har hjulpet mig på rette vej.
ALHAMDULILLAH for alt! “

18-årig søster fra Midtsjælland:

BERETNINGEN ER SKREVET I ÅR 2016.

“Jeg vil starte med at fortælle at jeg har en psykisk sygdom som hedder borderline. Sygdommen gør jeg hører stemmer i mit hoved, får grimme tanker, jeg har været meget selvskadende og igennem flere indlæggelser. Det hele startede for 10 år siden med de dumme ting som tanker osv.

Mine forældre gik fra hinanden da jeg var 3 år gammel. Min far drak meget alkohol og var helt ligeglad med mig og mine 3 ældre søstre. Min mor fandt sig en ny mand som desværre viste sig at være “syg i hovedet “. Han tæskede min mor og forfulgte os. Så vi endte på krisecenter osv. Fordi vi skulle flygte fra ham så meget, mistede vi også mange penge. Så til sidst måtte vi bo sort, i en kælder.

Efter mange år i kaos og frygt, valgte han at begå selvmord. Jeg var ikke særlig gammel da alle de her ting skete og jeg var den, der altid skulle beskytte min mor. Jeg lagde mine egne følelser til sidde for at hjælpe andre.

Da jeg så blev omkring de 10 år gammel, begyndte alle følelserne at komme. Jeg fik det rigtig dårligt psykisk og jeg fik et forløb på psykiatrisk afdeling. 1 år efter konstaterede de at jeg havde sygdommen borderline og at det skyldtes min ” hårde ” barndom.
Jeg blev ved med at være selvskadende og sådan. Mine dumme tanker fyldte hele min hverdag, jeg kunne ingenting. Jeg var så tæt på at give op.

Men så tænkte jeg, hvad er meningen med livet, hvad er meningen med alle de ting jeg har været igennem. Så jeg startede faktisk med at kontakte en præst. Jeg stillede hende de spørgsmål jeg havde, men hun kunne ikke svare på dem. Så tænkte jeg: “okay jeg prøver en anden vej” og så jeg gik i gang med at læse koranen, og begyndte til undervisning.

Jeg opsøgte en imam og stillede så igen mine spørgsmål. Jeg fik helt præcise svar som bare virkede så oprigtige. Jeg studerede islam i omkring 1 år, og det gav mig bare en ro og fred i sjælen.

Efter 1 år hvor jeg næsten ingen dumme tanker havde haft eller været selvskadende, (efter jeg begyndte at studere islam) kunne jeg bare mærke at jeg havde fundet livet og meningen med det igen.

Så valgte jeg at konvertere hjemme hos en privat. Hvis jeg ikke havde fundet livet igen igennem islam, havde jeg nok ikke været her den dag i dag, selvom det lyder hårdt sagt. Islam reddede virkelig mit liv. Og jeg er så taknemmelig for at Allah retledte mig til det rigtige.

Jeg har nu været muslim i 6 år og har ikke haft en eneste dum/grim tanke, jeg har ikke været selvskadende en eneste gang eller været indlagt. Alhamdulillah (takket være Allāh).

Min far sagde ikke rigtig noget til det. Men min mor var meget glad for det. Hun så hvor lykkelig jeg blev, og hvordan det rede mit liv. Jeg lærte hvor meget respekt man skal have for sin mor og den dag i dag ville jeg bære min mor igennem hele livet. Resten af min familie forstår det ikke, men de accepterer det og de er bare glade for at se mig glad.

Det skal lige sige at alt imens mit liv var så barskt da jeg var lille, blev jeg samtidigt meget groft mobbet, i skolen. Der blev fx kastet mad efter mig, jeg blev låst ude på toilettet og sådan. Det gjorde også at mit selvværd blev meget lavt og jeg havde en følelse af at jeg ikke betød noget og at jeg var helt alene.

Det ændrede sig også da jeg konverterede for nu ved jeg, at jeg aldrig er alene. Allah er der altid. Jeg er så glad for det.”