Ramadan sammenkomster
Allāh Den Ophøjede siger i Koranen:
“Oh I som tror! Det er pålagt jer at faste, ligesom det blev pålagt dem før jer, i håb om at I bliver gudfrygtige” [al-Baqarah, 2:183]
Ramadan måned er den niende måned i den islamiske kalender. Den islamiske kalender hedder Hijri-kalender, og følger månen. En måned i den islamiske kalender går derfor fra den nat det er nymåne til næste nar hvor nymånen igen viser sig. Ligesom solkalenderen har den islamiske kalender 12 måneder.
Den første fastedag, er den første dag i Ramadan-måneden, som finder sted når nymånen er set natten før. Man ved derfor først hvornår Ramadan måned starter aftenen forinden, hvor nymånen ses. Ramadan-måneden varer 29 eller 30 dage, og slutter når nymånen igen ses. Derefter starter den næste måned i hijri-kalenderen.
Da der er færre dage i den islamiske kalender, end i vores normale solkalender, rykker starttidspunktet for Ramadan måned således nogle dage frem, hvert år. Læs mere om afslutningen på Ramadan-måneden her.
Ramadan-måneden er også en måned hvor fællesskabet er en af de grundlæggende kærneværdier. Det er en måned hvor familier, venner og bekendte ofte mødes på kryds og tværs, for at bryde fasten sammen ved solnedgang.
Ønsker du også at bryde fasten i fællesskab?
Mange konvertitter har ikke en familie eller omgangskreds, som de kan bryde deres faste med. De ender derfor ofte med at sidde derhjemme alene. Særligt af den årsag arrangerer Center for Danske Konvertitter hvert år i Ramadan-måneden, fællesspisning. Udover at vi bryder fasten sammen, byder aftenerne også på små oplæg samt et styrkende og nærende fællesskab med andre konvertitter. Kontakt os for at høre nærmere om hvornår vores næste fællesspisning finder sted.